Nr. 94488070

Janusz Kik (1956) - End of the Day - Start of the Evening with Her (Fin de la Journée - Début de la Soirée avec Elle)
Nr. 94488070

Janusz Kik (1956) - End of the Day - Start of the Evening with Her (Fin de la Journée - Début de la Soirée avec Elle)
"Dagens slutning - Aftens begyndelse med hende" - 60 x 73 x 2 cm - Akryl på lærred
-------------------------------
Og voilà... dagen der langsomt udløber, som en varm ånde på en dirrende nakke. *Slut på dagen – begyndelsen på aftenen med hende*... kun titlen lugter allerede af alkove, skjorten næppe knaplåst, blikkene der tynges og kroppe der nærmer sig. Janusz Kik maler ikke blot et simpelt landskab. Han glider en hånd under lyset, åbner et rum hvor tiden smelter, hvor farverne sukker, hvor havet og himlen omfavner hinanden i en langsom stigning af begær.
Solen er ikke længere denne strålende konge, der hersker ved middagstid. Han er blevet en elsker. Mindre sikker på sig selv, men mere blid. Han udfolder sig på himlen som en krop, der ligger på krøllede lagner, og tilbyder sine sidste flammer til den gryde aften. Han blænder ikke længere, han kysser. Han slikker horisonten med ømhed, han dvæler ved kurverne på bådene som en kærlig tunge på en blotlagt skulder. Han vil ikke længere herske, han vil elske.
Og så er der dette hav. Denne flydende spejl, denne sensuelle belægning, hvor farverne kommer til at bade nøgne. De har ikke længere skam. De glider, de strækker sig, de smelter sammen som suk mellem to hud. Vandet reflekterer ikke himlen. Det forlænger den. Det kærtegner den. Det forvandler den til noget andet, varmere, mere fleksibelt, mere intimt. Man ved ikke længere, hvor op er, hvor ned er. Man går tabt, som i en alt for stor seng, når benene snor sig sammen, og man glemmer, hvem der ejer denne hofte, denne vejrtrækning, denne feber.
De rejste master er strækninger som nerver. De bevæger sig ikke, men de dirrer. De venter. De ved, at natten kommer, men ikke en sort nat. En varm nat, fuld af løfter, hvisken, hemmeligheder. En nat, hvor man ikke sover, eller i det mindste i den andens arme. Disse master er forventninger, ønsker rettet mod en himmel, der smelter. De er invitationer til at bestige, til at hæve lagner for bedre at gemme sig nedenunder.
Og hende, hun er her. Man kan ikke se hende, men man fornemmer hende i hver farve. Hun er den bløde blå, der hænger til venstre, stadig lidt genert. Hun er den frække gule, der lyser op i midten, mellem de fugtige orange. Hun er den dybe røde, næsten bordeaux, der dirrer i vandet, som en trang man ikke siger med det samme. Hun er den varme fornemmelse på din hud, mens du står alene foran maleriet. Men ikke så alene endda. For hende, hun følger dig. Hun kommer.
Hun taler ikke højt. Hun siger enkle ting. At hun har tænkt på dig. At hun har lagt makeup bare til dette øjeblik. At hun elsker din duft fra dagens afslutning, denne blanding af træthed og hud. Hun nærmer sig. Hun sætter sig ved siden af. Hun gør ingenting. Og alligevel brænder alt. Du føler, at denne aften ikke vil være som de andre. Ikke en erobring. Måske en generobring. Eller et tilbud. Eller bare en opgivelse.
Maleriet er stille. Men en stilhed fyldt med musik. En musik man knap kan høre. Som den man sætter i baggrunden, når man ikke vil distrahere hænderne, der søger. Det er ikke et larm af farver, det er en opstigning. Som en skive vin på læberne. Som en knap der er sprunget på en bluse. Som det første ord hvisket i øret, når lyset dæmpes.
Og så er der den blå ... den blå på toppen af himlen. Den ligger der, beskeden, på afstand. Den ser alt, men dømmer ikke. Det er maleriets øje. Måske dit. Den, der husker. Eller den, der drømmer. Den vil være der igen i morgen tidlig, når alt er glemt, når sejlene er blevet foldet, når refleksionerne er blevet tavse.
Men for nu er hun her. Med dig. I denne strækende daggry. I dette billede som ikke vil ende. I denne langsomme, kærkomme varme, som ikke længere er verdens lys, men lyset fra en hud, der venter.
Så kig lidt mere. Læg hånden på rammen. Luk øjnene, hvis du vil. Hun har lige lagt sin hånd på dit lår. Kan du føle det? Det er ikke et maleri. Det er en date. Den første eller den sidste. Men bestemt ikke den eneste.
-------------------------------
Janusz Kik blev født i 1956 i Chorzow, Polen.
Han har arbejdet kreativt i tredive år i Polen, Tyskland og nu Frankrig.
Han studerede på Kunstakademiet i Katowice.
Hans værker kan findes i mange private samlinger rundt om i verden.
Hans inspiration kommer fra havets verden.
Du vil måske også kunne lide
Denne genstand blev vist i
Sådan køber du hos Catawiki
1. Opdag noget særligt
2. Afgiv det højeste bud
3. Foretag en sikker betaling